Aarhus er en tom by - ABLOG

Aarhus er en tom by

Og det var med et tungt hjerte at jeg steg ud ad bilen udenfor min lejlighed. Vi havde lige været på Sjælland, min kæreste og jeg, for at besøge hans venner. Han sagde farvel, vi ville ses i løbet af ugen. Jeg græd indeni. Jeg var allerede ødelagt.

Aarhus er en tom by. Den keder mig, og egentlig har jeg måske bare glemt at bruge byen til min fordel. Men byen er ikke mere interessant, den er ikke mere et sted med muligheder, for alt er blevet det samme. En grå masse af folk der snakker om de samme spisesteder, barer, skoler, Godsbanen, Godsbanen, Godsbanen og om og om igen om ringgade dit og ringvej dat, og 1A og 5A og banegårdspladsen og hvis jeg én gang mere skal cykle over ringgadebroen er jeg bange for at jeg hopper ud over kanten og ned til DSB mig her og der og alle vegne om forsinkelser.

Aarhus er en tom by, og måske kan jeg bare ikke se dens potentiale i farten. I blandingen af at cykle i kulde og sidde i kolde læsesale med kedelige mennesker, og ubrugelig undervisning og arbejde mig hér, på endeløse gange og forsøge at være social dér, i midten af det hele, i det grå og vindblæste og ildelugtende centrum. Det hele vælter ind over mig imens jeg lukker bildøren og kigger på hans hånd der hviler på gearstangen bag ruden, og så vender jeg mig om og går ind. Ind ad døren til mit hjem, min kælderlejlighed, min en-værelses, mit personlige helvede, min egen personlige ensomme ensomhed i en selvdød by, hvor ringgade og ringvej er det eneste der siger noget for jeg går i ring, og det gør de andre vist også.

Hans veninde sagde igår til mig, mens vi gik tur et sted på Sjælland, at jeg tænker for meget over det, at det ikke er så håbløst som jeg bilder mig selv ind, at uanset hvad jeg gør, så er der muligheder at finde. Men jeg kan ikke se dem. Mine gardiner er rullet ned, så mit helvede ikke udvider sig for meget, så jeg ikke får for meget gråt ind, og de er ikke på universitetet, på cykelstien, på arbejdet, på en eneste café eller på strøget eller på hjerte.

Men jeg tager nok fejl, der er nok noget derude et sted, noget der kan bruges til noget. Måske bilder jeg mig ind at jeg er hjemme her, men måske er jeg fremmed i noget fremmed, måske er der stadig noget at se, måske skal jeg stadig være on my toes, måske er det mig der er blind for mulighederne og måske, måske tænker jeg for meget. Måske kan det findes på havnen? Måske skulle jeg cykle nordpå?

Skriv et svar