A, skribent på ABLOG

Mig tid

Engang troede jeg at oktober måske kan redde mig.
Jeg har siden lært at det er der ingen tid på året der kan.
Med mindre det er me, myself and I-tid.
Mig tid.

Jeg blev trist over ikke at have set lys i mit akvarie i flere uger.
Så jeg begyndte at arbejde mindre.
Jeg er nede på 45 timer om ugen, og jeg bruger de resterende på at ligge i mørket.
I et varmt grønligt skær, og med en stille rislen i baggrunden.

Ingen tid på året kan redde mig.
Ikke engang marts, som ellers er så lovende.
Som oktober kan forvirre, med sit mørke, kan lyset også være helt forkert, i marts.
Men hvis jeg tager tiden, og gør den lidt ligemeget, lidt tidløs, så kan den lidt, alligevel.

Serene søndag

Serena Williams har for en håndfuld timer siden stået og råbt af en dommer til finalen i US Open, for hvis hun absolut skal tabe, så skal det i det mindste være fair. Der skulle ikke være tvivl om at Naomi Osaka kunne slå hende i finalen, og det gjorde hun, men nu er der tvivl om det alligevel, for Serena Williams blev behandlet som kvinder bliver det: som hystader, som ukontrollerbare, som mindre troværdige end mænd, og de point hun blev fratrukket, og den frustration som lå på hendes skuldre, kunne måske have gjort forskellen. Måske.

I don’t cheat to win, I’d rather lose.

Jeg vågnede op til ild i Twitter. Jeg sad i mit yogatøj og gad ikke afsted, mens Serena Williams igen havde sat ild til hele verden. Min stille og rolige søndag morgen.

Og så var der nogle Nike-jokes, hvilket mindede mig om, at hvis jeg en dag så penge, så skulle de bruges på Nike og ikke på Adidas. Jeg ville nødig tage valget, men jeg vidste at hvis jeg en dag så penge, ville jeg ikke se nok til begge dele.

Jeg er her altid for en stille og rolig søndag. Så stille og rolig som muligt, helst. Men hvis jeg absolut skal slå et slag, eller smide pengene på bordet, så bliver altid det for dem der prøver at være lidt mere sympatiske og lidt mere fair. Uanset hvor meget ild der så er i Twitter selv samme søndag morgen.

Bachelor of arts in something at times

Jeg kan tælle til ni planter i min vindueskarm.

Én af dem er død.

Og fordi jeg lige har været på arbejde på lageret, deler jeg de ni planter i pakker af tre, og putter dem i en transportkasse igen og igen og igen.

Og så stopper jeg, lukker øjnene, ryster det af mig, og skriver videre.

Jeg har en bachelorgrad. Vi kom fra at jeg har en bachelorgrad, som jeg glemmer at jeg har.

Jeg parallelparkerede og væltede dernæst ud af min bil med McDonald’s, rygsæk og indkøb til den kommende uge i favnen.

Da jeg låste hoveddøren op kiggede jeg tilbage på dem. Og de kiggede på mig. Drengen vendte sig væk da han mærkede at vi fik øjenkontakt.

Og nu sidder det i mig. Fik jeg låst bilen? Kunne de høre mig snakke med mig selv igennem mit soltag? Skrabede jeg bilen foran mig?

Den røde lak på bilen er ikke så rød mere, den er blegnet. Det er roserne i min vindueskarm heller ikke, de er blevet mørkere. Og den der velkendte rødglødende tilfredse følelse af endelig, når man får en bachelorgrad, eller en hue, eller et øjebliks stilhed, den mærkede jeg aldrig helt til.

Det blev en mærkelig sommer. Desværre.

Det gør heller ingen forskel. Jeg er stadig på et lager. Og på et kontor. Og i min lejlighed. Og på uni. Og med den samme bil.

Men nogle gange spørger folk til det, jeg husker ikke hvem, og så opdager de at jeg har en bachelorgrad, og så skal jeg til at forklare det. Og det er svært, for jeg har helt glemt det.

Et mørkegrønt skab

Når jeg får tid for mig selv, så får jeg ikke gjort de ting, som jeg ellers ikke har tid til. Det er ellers den beskæftigelse der optager det meste af min bevidsthed: At indhente mig selv.

Men lige dér, med udsigten til al min ensomme tid, kan jeg ikke komme i tanke om en eneste ting jeg skal nå.

Det er en skræmmende følelse, for her står jeg med al den tid, som jeg ikke har noget at gøre med, men når næste morgen skriger i mit ansigt, så er jeg ved at kaste op af hverdagens mange ting der skal nås.

Nu har jeg siddet og stirret mig legitimt skeløjet på New Girl i tre timer, mens jeg har ventet på at komme i tanke om, hvad det er jeg har så travlt med. Hvad er værst: Mit manglende talent for at kunne selv, eller at ingen forstår hvorfor det her overhovedet kan berøve mig min livskvalitet? Jeg leder fortsat på mit skrivebord efter en tabt ledetråd.

Jeg bestemmer ikke hvad der slår mig ud. Jeg bliver bare slået ud.

Og pludselig står jeg i mit vindue og kigger ud på solskinnet med tårerne trillende ned ad mine kinder, uden luft i mine lunger, og tænker. At så kunne foråret ikke redde mig alligevel. Så kunne solskinnet og min fridag og mine gode intentioner ikke redde mig alligevel. For nu står jeg jo her, i mit vindue, med intet at give mig til, og tusind ting jeg skal nå.

Jeg har spildt tid på ingenting, og i morgen vælter et stort skævt mørkegrønt skab, bygget af solidt træ og alt for lange søm, ned over mig.

Søndag (i marts)

Om søndagen falder jeg om.

I den del af min sofa, hvor jeg ikke selv ligger, der ligger resten af ugen og kigger op på mig.

Et headset viklet halvt ud ad en taske og ind i et tørklæde, en notesblok der er lige så slidt som den er ubrugt, en toilettaske hvorfra en tandbørste og en deodorant har krøbet sig videre i livet, en milkshake fra McDonald’s, og min computer der har ligeså meget batteri som jeg har selvtillid.

Det hele stirrer på mig. Ligesom tallerkenerne på gulvet, og i soveværelset, og på skrivebordet, og i køkkenet.

Jeg kigger op. En skuffe i skrivebordet står åben, jeg kan se mit vasketøj herfra, og en Snapple-flaske, lidt for tæt på kanten af bordet, minder mig om at jeg har brugt 42 kr. i 7-Eleven, men på hvad?

Jeg gør status, søndag om og om igen og igen.

Jeg ser det hele, sanser hver en ting omkring mig. Selvom jeg ligger med ryggen til den væg, som mit køkken gemmer sig bag, så kan jeg se gryden med gammel pasta og et tomt køleskab vride sig i smerte bag mig.

Jeg gør status hver søndag, og når det bliver overvældende nok, så rydder jeg op.

Nok til at jeg ikke skammer mig mere, og nok til at få gæster, hvis altså jeg fik gæster.

Gulvtæppet er tomt, køkkenbordet er tomt, soveværelsesgulvet er tomt, vindueskarmen er tom. Jeg har syv skuffer i min lejlighed, som er tomme. Jeg ved ikke hvad jeg skal putte i dem.

Der er ikke tid til andet end statustagen og lappeløsninger om søndagen, så jeg sidder på gulvet og forestiller mig at det hele er tomt, men godt, på samme tid.

The Dada Meme Project

The Dada Meme Project was a creative product made as part of my exam in Digital Culture, 2017, as part of my MA in Digital Design. My exam explored “Internet Memes As a Resurgence Of Dadaism”, and this project was to further explore, but especially build on the relation between internet memes and dada. You explore this relation by updating the page, thus randomly shuffling the memes and dada art pieces portrayed below.

George Grosz, The Pillars of Society, 1926
Hanna Hoch, Bouquet Of Eyes, 1930
Hugo Ball, Karawane, 1916
Jean Art, Rectangles Arranged According to the Laws of Chance, 1917
Johannes theodor Baargeld, Typical Vertical Misrepresentation as a Depiction of the Dada Baargeld, 1920
Man Ray, Cadeau, 1921
Marcel Duchamp, Fountain, 1917
Marcel Duchamp, L.H.O.O.Q., 1919
Raul Hausman, The Art Critic, 1919
Raul Hausmann, The Spirit Of Our Time, 1920

Jeg er fuld

Og her går jeg rundt og er tom
Fuld af følelser
Helt ud i mine fingerspidser, helt op i mine hårrødder
Og det spilder over
Som den hårfarve jeg ryster
På en kedelig lørdag der bare skal gå
Og der kommer overtryk i flasken

Det hele bliver lilla

Og det er godt og ondt og sorg og glæde og kærlighed og ærlighed
Det er på mit badeforhæng
Og på mit hår
Og indeni mig
Blandet med mine følelser
I alt det tomme, hvor jeg er så fuld
At der næsten ikke er plads til mere