A, skribent på ABLOG - Side 2 af 3

Lemonade

Der er noget smukt ved altid at vælge det samme, altid at vælge det samme, trods alt
Jeg laver lemonade, igen
Efter samme opskrift, fejlfrit
Næsten som en dans bevæger jeg mig mellem citroner, sukker, skræl og vand
Jeg blander, hælder, drikker –
Bittersødt

Og selvom verden er fyldt med alt muligt andet godt og ondt
Som kunne distrahere mig – og det gør det så
Så vil jeg altid vælge det samme, for det er smukkest
Lemonaden
Og så
Mig der altid vælger det samme, trods alt.

Tungt

Hjertet føles så latterligt tungt, når det sidder så let, og ryster af skræk, og banker så voldsomt på, for det vil ud.

Måske kan oktober redde mig

I dag har jeg været god ved mig selv.

Jeg stod op inden kl. 8.

Spiste hele min morgenmad.

Cyklede i modvind op til Statsbiblioteket.

Satte mig på plads i læsesalen.

Med hovedpine efter cykelturen i efterårskulden.

Betragtede de seneste renoveringer, årerne i de gamle træborde, gamle og nye læselamper.

Jeg lavede læseplan til mit bachelorprojekt.

Jeg lavede dette skal indhentes-plan til mit tilvalgsfag.

Jeg lavede kaffe i Noir-maskinen, fordi jeg skulle fejre at have en så god dag.

En god dag. Og jeg har været god ved mig selv.

Jeg trak min cykel til Nobelparken.

Spildte kaffe på to-go-koppen og slikkede det op.

Diskret.

Jeg mødte en studiekammerat fra Nordisk.

Vi snakkede bachelorprojekt.

Jeg parkerede min cykel.

Jeg fandt et næsten tomt lokale.

Jeg snakkede med altid for tidligt på den-fyr.

Vi blev enige om at undervisningen ikke var aflyst.

Jeg satte mig bagerst, i hjørnet, hvor jeg plejer.

Jeg endte med at sidde ved siden af min underviser.

Jeg blev betaget af gæsteforelæserens holdning til oversættelse.

Og japansk.

Stillede spørgsmål i løbet af foredraget.

Og i pausen.

Og til sidst.

Jeg bestilte japansk litteratur oversat af førnævnte på Statsbiblioteket.

Det ville være klar kl. 16.

Jeg snakkede med min underviser om eksamensplaner.

Og cyklede hjem.

Forbi butikken.

Handlede ind.

Spiste frokost.

Kogte æblemos.

Tændte et stearinlys med duft af oktoberfarver.

Tændte et stearinlys med duft af vanilje.

Jeg tænkte, at måske kan oktober, og stå op inden kl. 8 og være god ved mig selv-jeg redde mig. Måske.

siden himlen…

I lørdags vågnede jeg i et tørt hav af dyner og sved. Ramt af panik, endnu en drøm hvor jeg er for sent på den, hvor et eller andet skete i en venindes liv, noget med at jeg pludselig står med et ansvar. Jeg var for træt til det. Græd i to timer, fordi jeg ikke vil drømme mere, og hvorfor har jeg det altid så dårligt?

Og nu har jeg det godt igen. Er begyndt at læse en bog. Er begyndt at snakke til gamle venner. Prøver. Er begyndt at stå op selvom jeg ikke har en grund. Er begyndt at tænke at selvom jeg keder mig i lange baner på studiet, så er der jo en grund til at jeg læser det jeg gør. Altså ikke at jeg ved hvad den grund er. Men…

Tænker på varme lande mens jeg ikke hører efter. Skal snart til Spanien, men tænker lidt mere øst, og lidt mere på hvordan jeg kan bruge en eller to måneder i Italien mens jeg skriver bachelor og læser tilvalg og får gode nok karakterer til at komme ind på min (forevigt midlertidige) drømmekandidat. Det kræver nok en god grund til at tage til Italien in the first place, og sådan en har jeg ikke. Aldrig. Men varme. Men lad mig dog!

Og nåja. Var til Jimmy Carr igår. Det var fysisk smerte i 2 timer og noget. Det havde jeg stærkt brug for. Latter. Hurra!

Og sådan går det. Lidt op og lidt ned. Og himlen er der langt til…

Himlen

Jeg er dehydreret. Eller måske er det bare det der ondt i halsen jeg har haft de sidste 16 eller noget dage. Jeg brugte over 300 kr. på apoteket den anden dag, og jeg føler ikke at det har virket.

Min seng. Udsigt enten til to store spejldøre, eller til et åbent og rodet skab. Skabet er bedre idag. Bedre end reflektionen af trætte mig, med min ømme hals, mine gode intentioner og min ugidelighed. Jeg gider ikke.

Vandet løber i rørene, jeg kan høre det hele, sirener og folk i kældergangen. Måske er min overbo død, han har ikke råbt til verden fra sin altan idag. De irriterer mig ikke, lydene, men de irriterer min kæreste. Jeg bor i en kælder, og han kan ikke vende sig til det.

I weekenden skal jeg til comedy show. Jeg er bange for at dø af grin, for jeg har det ikke sjovt mere. Hvad nu hvis jeg glemmer at få luft? Jeg inviterede ikke en eneste ven med, lod min kæreste invitere sine. Han er en social butterfly, jeg er introvert med en snigende socialfobi, overtænkning, selvhad, dårlig til at synge, ingen allergier.

Jeg drømte at skærmen gled af min telefon, og at jeg måtte sidde og skrue den på plads. Jeg drømte at jeg kom for sent på arbejde og blev fyret. Jeg drømte at jeg sagde noget dumt, igen. Jeg vågner og ingenting er sket. Jeg lever mine drømme mere end min virkelighed. Det er svært at få luft når jeg vågner.

Der sker ingenting. Jeg gør ingenting. Jeg venter på at min bambus gror, og at solen finder sin vej ind ad mine nedrullede gardiner. Jeg venter på at jeg bliver sulten. Jeg bliver aldrig rigtig sulten. Måske jeg skulle sove. Det er for tidligt.

Mine venner. Jeg så dem en enkelt gang. Var glad. Var ambivalent. Der blev sagt ting der ikke skulle siges. Ting der altid bliver sagt om mig, til mig, som jeg ved. Hører. Ryster af. Hul latter. Husker. Glemmer aldrig. Ting jeg ved men ikke forstår. Om mig. Lad det ligge.

Og det ligger hvor jeg ligger. I en bunke er vi samlede, mine onde drømme og alle de andre, og mig, på gulvet. Gulvet var ikke ligeså hårdt da jeg var barn. Det var varmere. Det var en anden farve. Gulvet er min piedestal. Der er højt til himlen hvor jeg kommer fra.

Poloniumdrømme

I en drøm fredag/lørdag nat så jeg en stor, stor forvokset mand, måske 40 meter høj, sidde i Aarhusbugten skrigende i smerte. Hans store krop bevægede sig langsomt men voldsomt, som for at jage smerten væk, og blot hans bryst og skaldede hoved stak op over vandet. Han så gammel og slidt ud, næsten kræftsyg. Om ham var et stort spektakel af redningsskibe der sprøjtede vand på ham, et metalkammer der blev lukket om hans krop, store reb der blev bundet om ham, og som gentagne gange trak ham helt under vandet, og helikoptere der fløj i cirkler omkring stedet. Jeg sad selv i en helikopter. Manden var ved at blive reddet, af vand, som var der gået ild i ham, og den eneste måde at slukke den store mands brand på, var ved at kaste hans syge legeme i det uendelige hav. Hans skrig var dybe og rungende. Men manden brændte ikke. Han var blot syg, og døde langsomt indefra. smerteligt og for evigt. Det samme stof der langsomt dræbte ham, smertede ham, var også det stof der gjorde at han havde vokset sig så stor.  Hans krop nærmest udvidede sig for at rumme alt det forfærdelige der skete i ham, og selv så stor og stærk virkede han svag, og ikke levende nok til at udfylde sin hud. Redningsholdet var som små myrer omkring ham, og de stoppede ikke med vandet, for de vidste at kæmpen var en døende helt.

Stoffet var Polonium-210. Manden hed Alexander Litvinenko. Han er for længst død. Og sådan fungerer min hjerne altså. Og jeg vågnede op og tænkte på at vand alligevel ikke er løsningen på alt, og på at jeg i hvert fald ikke er optimist.

Aarhus er en tom by

Og det var med et tungt hjerte at jeg steg ud ad bilen udenfor min lejlighed. Vi havde lige været på Sjælland, min kæreste og jeg, for at besøge hans venner. Han sagde farvel, vi ville ses i løbet af ugen. Jeg græd indeni. Jeg var allerede ødelagt.

Aarhus er en tom by. Den keder mig, og egentlig har jeg måske bare glemt at bruge byen til min fordel. Men byen er ikke mere interessant, den er ikke mere et sted med muligheder, for alt er blevet det samme. En grå masse af folk der snakker om de samme spisesteder, barer, skoler, Godsbanen, Godsbanen, Godsbanen og om og om igen om ringgade dit og ringvej dat, og 1A og 5A og banegårdspladsen og hvis jeg én gang mere skal cykle over ringgadebroen er jeg bange for at jeg hopper ud over kanten og ned til DSB mig her og der og alle vegne om forsinkelser.

Aarhus er en tom by, og måske kan jeg bare ikke se dens potentiale i farten. I blandingen af at cykle i kulde og sidde i kolde læsesale med kedelige mennesker, og ubrugelig undervisning og arbejde mig hér, på endeløse gange og forsøge at være social dér, i midten af det hele, i det grå og vindblæste og ildelugtende centrum. Det hele vælter ind over mig imens jeg lukker bildøren og kigger på hans hånd der hviler på gearstangen bag ruden, og så vender jeg mig om og går ind. Ind ad døren til mit hjem, min kælderlejlighed, min en-værelses, mit personlige helvede, min egen personlige ensomme ensomhed i en selvdød by, hvor ringgade og ringvej er det eneste der siger noget for jeg går i ring, og det gør de andre vist også.

Hans veninde sagde igår til mig, mens vi gik tur et sted på Sjælland, at jeg tænker for meget over det, at det ikke er så håbløst som jeg bilder mig selv ind, at uanset hvad jeg gør, så er der muligheder at finde. Men jeg kan ikke se dem. Mine gardiner er rullet ned, så mit helvede ikke udvider sig for meget, så jeg ikke får for meget gråt ind, og de er ikke på universitetet, på cykelstien, på arbejdet, på en eneste café eller på strøget eller på hjerte.

Men jeg tager nok fejl, der er nok noget derude et sted, noget der kan bruges til noget. Måske bilder jeg mig ind at jeg er hjemme her, men måske er jeg fremmed i noget fremmed, måske er der stadig noget at se, måske skal jeg stadig være on my toes, måske er det mig der er blind for mulighederne og måske, måske tænker jeg for meget. Måske kan det findes på havnen? Måske skulle jeg cykle nordpå?