Et mørkegrønt skab - ABLOG

Et mørkegrønt skab

Når jeg får tid for mig selv, så får jeg ikke gjort de ting, som jeg ellers ikke har tid til. Det er ellers den beskæftigelse der optager det meste af min bevidsthed: At indhente mig selv.

Men lige dér, med udsigten til al min ensomme tid, kan jeg ikke komme i tanke om en eneste ting jeg skal nå.

Det er en skræmmende følelse, for her står jeg med al den tid, som jeg ikke har noget at gøre med, men når næste morgen skriger i mit ansigt, så er jeg ved at kaste op af hverdagens mange ting der skal nås.

Nu har jeg siddet og stirret mig legitimt skeløjet på New Girl i tre timer, mens jeg har ventet på at komme i tanke om, hvad det er jeg har så travlt med. Hvad er værst: Mit manglende talent for at kunne selv, eller at ingen forstår hvorfor det her overhovedet kan berøve mig min livskvalitet? Jeg leder fortsat på mit skrivebord efter en tabt ledetråd.

Jeg bestemmer ikke hvad der slår mig ud. Jeg bliver bare slået ud.

Og pludselig står jeg i mit vindue og kigger ud på solskinnet med tårerne trillende ned ad mine kinder, uden luft i mine lunger, og tænker. At så kunne foråret ikke redde mig alligevel. Så kunne solskinnet og min fridag og mine gode intentioner ikke redde mig alligevel. For nu står jeg jo her, i mit vindue, med intet at give mig til, og tusind ting jeg skal nå.

Jeg har spildt tid på ingenting, og i morgen vælter et stort skævt mørkegrønt skab, bygget af solidt træ og alt for lange søm, ned over mig.

Skriv et svar