Poloniumdrømme - ABLOG

Poloniumdrømme

I en drøm fredag/lørdag nat så jeg en stor, stor forvokset mand, måske 40 meter høj, sidde i Aarhusbugten skrigende i smerte. Hans store krop bevægede sig langsomt men voldsomt, som for at jage smerten væk, og blot hans bryst og skaldede hoved stak op over vandet. Han så gammel og slidt ud, næsten kræftsyg. Om ham var et stort spektakel af redningsskibe der sprøjtede vand på ham, et metalkammer der blev lukket om hans krop, store reb der blev bundet om ham, og som gentagne gange trak ham helt under vandet, og helikoptere der fløj i cirkler omkring stedet. Jeg sad selv i en helikopter. Manden var ved at blive reddet, af vand, som var der gået ild i ham, og den eneste måde at slukke den store mands brand på, var ved at kaste hans syge legeme i det uendelige hav. Hans skrig var dybe og rungende. Men manden brændte ikke. Han var blot syg, og døde langsomt indefra. smerteligt og for evigt. Det samme stof der langsomt dræbte ham, smertede ham, var også det stof der gjorde at han havde vokset sig så stor.  Hans krop nærmest udvidede sig for at rumme alt det forfærdelige der skete i ham, og selv så stor og stærk virkede han svag, og ikke levende nok til at udfylde sin hud. Redningsholdet var som små myrer omkring ham, og de stoppede ikke med vandet, for de vidste at kæmpen var en døende helt.

Stoffet var Polonium-210. Manden hed Alexander Litvinenko. Han er for længst død. Og sådan fungerer min hjerne altså. Og jeg vågnede op og tænkte på at vand alligevel ikke er løsningen på alt, og på at jeg i hvert fald ikke er optimist.

Skriv et svar